Han er ekspert i menneskers adfærd og har et budskab: Vi lader ofte »røvhullerne« komme til tops. Og det er der særligt én grund til

Vi søger jobbet på grund af indholdet og siger op på grund af chefen, lyder en gammel traver. Der kan være flere årsager til, at chefen i nogle tilfælde får os til at løbe skrigende bort. Men en ting er sikkert: Det er langtfra altid den bedste egnede, der sidder på toppen. Den konklusion vil Henrik Tingleff slå fast med syvtommersøm. Han er adfærdspsykolog og forfatter til bogen »Egodyr«, som netop er udkommet. Den sætter mennesket – især dem i toppen – i alt andet end et positivt lys. »Vi står i 2025, har veludviklede hjerner og datamater, der kan sende folk til månen. Men vi bærer stadigvæk rundt på en solid evolutionær arv, som ofte får os til at vælge de forkerte ledere,« siger han. Henrik Tingleff er kendt for at dykke ned i menneskets vaner og adfærd. Han har tidligere skrevet bogen »Når flokdyret fejler – hvorfor fornuftige mennesker træffer dårlige beslutninger«. I »Egodyr« fortæller han om de subtile strategier, vi alle – mere eller mindre bevidst – bruger for at sætte os selv i et godt lys og for at komme op i hierarkiet. Han skriver også, underbygget af en række studier, hvordan vi er kodet til at tro, at bestemte typer vil gøre det bedre som ledere, chefer og politikere end andre. »Vi går og siger til hinanden, at vi gerne vil have chefer, der har talent, intellekt og kompetence. Men når vi screener for, hvad vi vælger at the end of the day, ser det anderledes ud,« tilføjer han. Den, der taler, vinder Det handler om karaktertræk. Særligt et, der til alle tider har givet indflydelse. »I langt den største del af menneskedyrets udviklingshistorie har der været én vej til toppen af hierarkiet: at tale og fylde. Det er sådan set det samme, der er på spil i dag,« siger Henrik Tingleff. Han refererer en række nyere studier, som viser, at vi har det med at tillægge mennesker, der taler meget, særlige evner. »Hvis man beder folk om at samarbejde i grupper i en time, og man bagefter spørger dem, hvem de oplevede som den mest kompetente, så er det at tale meget den faktor, der står allermest ud. Det gælder både, når man korrigerer for intelligens, personlighedstype og antal rigtige svar,« siger han. »Vi forveksler med andre ord instinktivt talent med at være den, der taler højest og fylder mest. Og dem, der gør det, tildeler vi status,« tilføjer han. Det blev aldrig »nørdernes« tid Vi skal tilbage til savannen for at forstå sammenhængen, fortæller Henrik Tingleff, der tager afsæt i evolutionsteorien. Tilbage til dengang, det handlede om at brøle højt og slå sig på brystet for at vise styrke. I takt med at homo sapiens indtog verden for godt 60.000 år siden, var det dog ikke længere nok. »Vi gik fra meget simple flokstrukturer til mere avancerede samfundsstrukturer. Det betød, at vi fik brug for andre strategier end ren råstyrke,« siger Henrik Tingleff. Nu gav det også anerkendelse og status at være den, der var dygtig til at samle bær, eller vidste, hvordan man kunne isolere sin bolig. »Kompetence blev en evolutionær vinderstrategi. Det burde være fantastisk for alle os, der ikke ligefrem udstråler heroisk råstyrke. En enestående mulighed for nørder,« siger Henrik Tingleff, der i samme sætning tilføjer: »Men nu kommer knækket så.« For det er stadig den, der taler mest og højst, vi vender blikket mod, når der skal ansættes chefer, understreger han. »Hvis evolutionen havde selekteret for bedre evner i forhold til at spotte intellekt, talent og kompetence, ville det se anderledes ud. Desværre er det ikke tilfældet.« Falsk markedsføring I stedet har vi – mere eller mindre bevidst – udviklet en række status- og kompetencemarkører, som vi bruger på vej mod toppen. En slags »strategier til falsk markedsføring af os selv«, som Henrik Tingleff kalder dem. »Vi bruger en masse energi på at udsende »fyldesignaler«, som vores hjerner ikke er udviklet til at gennemskue,« siger han og understreger, at man selvfølgelig sagtens kan være stortalende og en god chef på en og samme tid. »Men vi ved, at det er signaler, andre betragter som kompetence og lederegenskaber, og som dermed giver adgang til en plads højere i hierarkiet, end vi måske egentlig er berettiget til.« Vi er også til fals for særlige fysiske karakteristika, når det gælder vores tro på lederegenskaber. For eksempel højde, bred kæbe, dyb stemme, åbent kropssprog og den, der »slår i bordet«, fortæller Henrik Tingleff. »Vi er disponeret til at tiltrækkes af den store og stærke. Den, der er normbrydende, kontroversiel og aggressiv,« tilføjer han. »That's just Donald« Bogen »Egodyr« refererer til en lang række adfærdspsykologiske studier, der understreger pointen om, at vores hjerner har en tendens til at sætte lighedstegn mellem lederevner og dominans. Henrik Tingleff peger også på, at vi har en tendens til at vælge dem, der bryder normer – hvis de kan godtgøre, at det er til andres fordel. Han beskriver for eksempel et forsøg, hvor en kontrolgruppe så et klip med en person, der stjal en kop kaffe og drak den selv. I et andet scenario delte han kaffen med en anden, og her skete noget. »Testpersonerne udviste sympati, fordi nok stjal han kaffen, men delte den med en anden. Der er en tendens til, at når du bryder regler, men du gør det til fællesskabets bedste, for din floks bedste, så sætter vi dig op på en piedestal.« Han tilføjer: »Så får du lov til at gøre fuldstændig, hvad du vil. Så må du »grab them by the pussy«, så må du storme Kongressen. Så længe flokken får noget ud af det, vil de bare opleve dig som større og stærkere. For så er du ikke bare et røvhul. Du er vores røvhul.« Der er i det hele taget et par referencer til den nytiltrådte amerikanske præsident som eksempel på det, Henrik Tingleff kalder »überegodyret«. »Når han deltager i en debat, taler han ind over folk, han lyver, afbryder, han kalder andre øgenavne, han har et dominant og intimiderende kropssprog, han viser rigdom, han viser ødselhed, og han er normbrud,« siger Henrik Tingleff. »Så sørger han lige for, at »average Joe« får lidt mere på kontoen. Han får lidt billigere benzin og lidt billigere husleje. Det kan godt være, at det er fuldstændig forkert i forhold til samfundet og til klima og alt muligt andet,« siger han og tilføjer: »Men hvis »average Joe« oplever, at han får noget ud af den store chimpanse, som er normbrydende, så følger vi ham. Derfor siger den gennemsnitlige amerikaner: 'Arh, that's just Donald.'« Siger et – gør noget andet Nu er der vel et godt stykke vej fra amerikansk politik til danske arbejdspladser, hvor begreber som »bæredygtigt arbejdsliv« og »ledelse i øjenhøjde« er i højsædet i disse år. Vi er blevet meget klogere efter MeToo, og i dag er vi opmærksomme på, at vi skal have de bedst egnede i toppen. Den koleriske chef for længst er smidt på porten. Vi vil have »menneskechefer«. Eller vil vi? Henrik Tingleff trækker vejret dybt, inden han svarer på spørgsmålet, som han har fået flere gange på det seneste. »Ja – og nej,« begynder han. »Når vi to sidder her en rolig formiddag med en god kaffe i koppen, og vi formentlig har sovet forholdsvis fornuftigt begge, og der er rimelig ro på, er svaret ja. Det er det, vi gerne vil have,« siger han og tilføjer: »Men når bølgerne går højt rundt omkring mødebordet, når der er 20 minutter til deadline, når vi har 17 ubesvarede opkald på mobiltelefonen og en indbakke, der er ved at kaste op, så træder vores natur og vores rygmarvsreaktion til,« siger han. Vi har – med andre ord – ikke løsrevet os fra vores allerførste forfædre. »Vi er designet til, at når vi ser den med de store overarme, den, der taler oftest, den, der taler højest, den, der fylder i rummet, breder sig ud over stolene, slår i bordet.« Han tøver et øjeblik, inden han – lettere resigneret – kommer med sin afsluttende bemærkning: »Så siger vi 'okay, du er kompetent, du må være vores leder'.« »Egodyr« er udkommet på forlaget Gyldendal. https://www.berlingske.dk/vores-liv/han-er-ekspert-i-menneskers-adfaerd-og-har-et-budskab-vi-lader-ofte